Salgsfremmende foranstaltninger
Efter markedsføringslovens § 9 er det pr. 1. januar 2007 et udtrykkeligt krav, at salgsfremmende foranstaltninger – f.eks. tilgift og lovlige præmiekonkurrencer – markedsføres således, at tilbudsbetingelserne er klare og let tilgængelige for forbrugeren, og værdien af eventuelle tillægsydelser klart er oplyst.
Ved tilgift skal handelsværdien af tillægsydelse således oplyses, eller hvis det ikke er muligt, så skal der gives en detaljeret beskrivelse af tilgiftsydelsen. Ved præmiekonkurrencer skal de enkelte præmiers værdi, antallet af præmier og vinderudvælgelsesprocedure oplyses.
Efter den nye bestemmelse er der pligt til at give alle oplysninger, som er nødvendige, for at en gennemsnitsoplyst forbruger vil kunne vurdere, om tilbuddet reelt er fordelagtigt. Der skal tydeligt oplyses om betingelser, som knytter sig til aktiviteten, f.eks. tidsmæssige krav eller andre begrænsninger. Derudover skal omkostninger, som forbrugeren skal afholde, tydeligt angives.
Reglen suppleres af reglerne om god markedsføringsskik og forbudet mod at anvende vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser. Det forventes, at Forbrugerombudsmanden meget snart udsteder en vejledning med de oplysningskrav, han vurderer skal opfyldes.

