NYHEDSBREV
Hold dig ajourført 2 gange dagligt.
Tilmeld nyhedsbrev
RSS
RSS feeds
Prisliste

Prisoplysninger

Pr. 1. juli 2006 blev prismærkningslovens bestemmelser (med få justeringer) overført til markedsføringsloven. Hovedreglen i markedsføringslovens § 13 er nu:

Ved udbud af varer eller tjenesteydelser til forbrugere skal den samlede pris inkl. moms, gebyrer, omkostninger og alle andre afgifter tydeligt oplyses ved mærkning, skiltning eller på anden måde. Afgifter eller omkostninger, som sælger ikke skal opkræve direkte hos forbrugerne, behøver ikke være indregnet, men skal oplyses særskilt.

Hidtil har der ikke været ført administrativt tilsyn med prismærkningsloven, og reglerne blev ofte overtrådt. De gamle regler opretholdes, men overføres nu med få justeringer til markedsføringsloven og undergives dermed som noget nyt Forbrugerombudsmandens tilsyn.

Overtrædelse af bestemmelsen er strafsanktioneret, og pga. reglernes forholdsvis præcise karakter vil Forbrugerombudsmandens tilsyn forventes primært at bestå i politianmeldelse, hvis den erhvervsdrivende ikke ændrer sin prisskiltning mv.

Bestemmelsen i § 13 gælder også for internetbutikker, hvis der er mulighed for bestilling.

Den nævnte hovedregel gælder også ved udbud af tjenesteydelser til forbrugerne fra fast forretningssted. Hvis det ikke er muligt at oplyse den samlede pris, skal beregningsgrundlaget oplyses (f.eks. minutpris ved teleabonnement eller m2-pris ved gulvlakering).

Hvis det pga. mængden af udbudte tjenesteydelser ikke er muligt at angive prisen eller beregningsgrundlaget for dem alle, skal pris eller beregningsgrundlag anføres for et relevante eller repræsentativt udvalg af ydelserne.

Bestemmelsen gælder alene markedsføring over for forbrugere. Den gælder dog ikke ved auktionssalg.

Hvis der i annoncer eller markedsføringsmateriale gives prisoplysninger, skal de opfylde den nævnte hovedregels krav om angivelse af samlet pris mv. Oplyser en producent, importør eller grossist i sin markedsføring om en pris for videresalg til forbrugerne, skal det udtrykkeligt angives, at prisen er vejledende.

Når en tjenesteydelse er udført efter regning, kan forbrugeren forlange en specificeret regning, der sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen.

Huset Markedsføring Nordre Fasanvej 113-115, 1. 2000 Frederiksberg Tlf. 38 11 87 87 Fax 38 11 87 47 E-mail: info@markedsforing.dk