NYHEDSBREV
Hold dig ajourført 2 gange dagligt.
Tilmeld nyhedsbrev
RSS
RSS feeds
Prisliste
Markedsføring 23-08-2010
Tip en ven Printvenlig side

TV3 kan nægtes mediestøtte

EU tillader Danmark at udelukke kanaler som TV3 fra offentlig støtte til programmer, der afbrydes af reklamer. Men Venstre vil fortsat ikke.

Diskussionen om de såkaldte Londonkanaler som for eksempel TV3, der sender via London og derfor ikke følger de danske reklameregler, fortsætter.

Socialdemokraterne har længe villet fratage stationerne muligheden for at søge penge fra Public Service Puljen, så længe de afbryder deres programmer med reklamepauser.

Det har regeringen afvist. Senest medieordfører Ellen Trane Nørby (V), der i sidste måned over for Ritzau kaldte det ”ulovligt i forhold til EU-reglerne”.

Men af et notat fra Kulturministeriet fra april i år, som Ritzau har set, fremgår det, at det ”ifølge uformelle oplysninger fra Kommissionen” rent faktisk er muligt at kræve, at public service puljestøttede programmer ikke afbrydes af reklamer.

Og den mulighed bør Danmark benytte, mener medieordfører for Socialdemokraterne Mogens Jensen.

– Det burde vi som minimum kræve, så i hvert fald de programmer, der finansieres af offentlige public servicemidler, ikke afbrydes af reklamepauser, siger han.

Venstres Ellen Trane Nørby fastholder dog på trods af notatet fra Kulturministeriet, at Londonkanalerne fortsat skal kunne søge som nu uden at skulle holde de støttede programmer reklamefri.

– Hvis de ikke skulle kunne afbryde de her programmer med reklamer, ville de blive endnu dyrere, og så ville Public Service Puljen blive tømt endnu hurtigere, siger hun.

Men kunne man ikke bruge det samme argument for at lade TV2 afbryde programmerne af reklamer, for så ville TV2 heller ikke behøve at søge så mange penge fra puljen?

– Jo, men nu har TV2 altid været underlagt andre reklameregler, og der er jo den forskel, at TV2 er en public service station, siger Ellen Trane Nørby.

Ritzau

Kommentér artikel


Ingen beskeder

Relaterede artikler
Relaterede kurser
Huset Markedsfring Nordre Fasanvej 113-115, 1. 2000 Frederiksberg Tlf. 38 11 87 87 Fax 38 11 87 47 E-mail: info@markedsforing.dk