Markedsføring 30-10-2009

Sexannoncer var en and

Wonderful Copenhagen afviser Ritzau-historien: Slut med sexreklamer i København. Ritzau undskylder.
Af: Anders Christiansen

I går bragte markedsforing.dk en Ritzau-historie med overskriften: ”Slut med sexreklamer i København”.

Men historien har intet på sig, hævder Wonderful Copenhagen.

I et dementi skriver turistorganisationen følgende:

Wonderful Copenhagen forholder sig stærkt kritisk til historien, som indeholder flere urigtige oplysninger.

  • Wonderful Copenhagen udgiver ingen brochurer eller anden form for marketing publikationer, som reklamerer for sexkøb. Det har vi aldrig gjort og har heller ingen planer om det.
  • Turistinformationen på Vesterbrogade distribuerer ingen brochurer eller andet materiale med sexannoncer, produceret af Wonderful Copenhagen eller af andre udgivere.
  • Wonderful Copenhagen har frem til 2007 annonceret for Copenhagen Card i turistbrochuren: Copenhagen This Week, som ejes af Politikens hus. Wonderful Copenhagen ophørte med at købe annoncer i publikationen med henvisning til, at publikationens sexannoncer var uforenelige med Wonderful Copenhagens holdninger og værdier.

Derfor har Ritzau i telegrammet intet belæg for sætningen:” I kommunen har man længe forsøgt at overbevise Wonderful Copenhagen om at fjerne annoncerne”.

I forbindelse med Klimatopmødet har Københavns kommune iværksat en informationskampagne målrettet topmødedeltagerne. Denne kampagne støtter Wonderful Copenhagen naturligvis.

I Wonderful Copenhagen tager vi på alle måder skarpt afstand fra sexhandel og støtter naturligvis også Københavns Kommune i arbejdet med et etisk kodeks, siger Lars Bernhard Jørgensen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen”.

Ritzau har over for Markedsføring bekræftet, at historien var urigtig.

Kommentér artikel


Ingen beskeder

Huset Markedsføring Nordre Fasanvej 113-115, 1. 2000 Frederiksberg Tlf. 38 11 87 87 Fax 38 11 87 47 E-mail: dmf@d-m-f.dk