Professor: Relevans udløser betaling
Rupert Murdoch har forsøgt at indføre betalingsmure omkring udvalgte web-sites som fx britiske The Times, og foreløbig har den australske mediemogul blot opnået et frit fald på læserinteressen. Martin Sorrell, topchefen for verdens største reklameimperium WPP, er enig med Murdoch, og mener, at betalingsmure er altafgørende for (print-) mediernes overlevelsesmuligheder.
– Jeg er for så vidt enig, og det er jeg bl.a., fordi jeg netop har læst Chris Andersons (manden bag bøgerne ”The Long Tail” og ”Free”, red.) seneste artikel i Wired magazine. Han har nemlig besindet sig, og siger ikke længere ubetinget ”Free”. Alting bliver ikke gratis i fremtiden, kun for visse målgrupper, mener Anker Brink Lund, CBS-professor, der skal tale om emnet på Mediadagen den 9. september.
– Gratis er et must, hvis du er ung og har masser af tid. Og du er villig til at bakse med, at halvdelen af det, du tjekker og downloader er af elendig kvalitet. Men der er en aldersvariabel, der sætter sig igennem. Os gamle, satte mennesker, der ikke har oceaner af tid til rådighed, vi vil godt betale for sorteret kvalitet på nettet. Tid er nemlig en knappere ressourcer end penge – især for de erhvervsaktive. Og sådan bliver det nok også for de unge, når de bliver ældre.
– Det får betydning for reklamebureauerne, der nu skal tænke ”friendly environment” med i reklame-ligningen. De annoncer, der lægges ind på gratis-sites, har ikke samme status af inviterede ”gæster”, og opnår derfor heller ikke samme troværdighed og accept.
Og det betyder for medierne?
– Betalingsmedierne skal ikke længere primært tænke journalistisk sensation og fascination, men derimod relevans defineret af målgruppen. Betalte nyheder vil i fremtiden fjerne fokus breaking news og gå i retning af news you can use. De medier, der er i stand til at levere subjektivt oplevet relevans, de vil også være i stand til at tjene penge. Både via abonnenter og via annoncer, slutter Anker Brink Lund.
Læs mere om mediadagen, hvor Anker Brink Lund sekunderes af Lisbeth Knudsen, topchef i Berlingske Media, og Jens Torpe, stifteren af City A.M., en af de største nye medie-succeser i Storbritannien.
Kommentér artikel
27.08.2010 kl. 13:16 SKREV: thomdahl
Gode pointer og spændende emne. jeg tror, Chris Anderson er blevet blødsøden. For nu at citere ham selv går alt MOD free, dvs tyngdekraften for priser får priser til at bevæge sig hurtigere den vej. Og den almindelige nyheds-bid er nået dertil. For at introducere betaling på en vare som de felste kun forbruger fordi den er gratis, skal der tilføres noget værdi: Filtrering, forædling eller personlighed eller lignende. "Nyheder - som Jes Dorph ser dem" kan måske sælge - eller "Cepos' Nyheder" eller "Verden ifølge Kim Larsen", fordi nyhederne dermed har en vinkling som er unik. Evt. skal aviserne lave mikro-mikrobetaling (2 kr.) på udvalgte artikler, der har samme unikhed, forudsat at betalingen er lige så nem som at købe et nummer på itunes. Men overordnet tror jeg at free er kommet for at blive og vi vil se ting som ikke tidligere har været i nærheden af free blive næsten free.
27.08.2010 kl. 16:42 SKREV: Mikkel deMib Svendsen
Jeg tror ikke på, at der nogensinde bliver en enkel forretningsmodel, som alle kan bruge - hverken on- eller off-line.
Jeg er dog ret sikker på, at Free - og Freemium, vil fortsætte med at have en meget stor berettigelse for masser af forretninger - og der vil blive udviklet nye, der trækker på de samme principper.
Det store problem for dagbladene er ikke, at de ikke kan få penge for deres varer - eller annoncører til deres udgivelser. Problemet er, at de er blevet tunge bagi - deres produktionsomkostninger står ikke mål med det andre kan levere konkurrerende varer for.

