NYHEDSBREV
Hold dig ajourført 2 gange dagligt.
Tilmeld nyhedsbrev
RSS
RSS feeds
Prisliste
Markedsføring 03-09-2010
Tip en ven Printvenlig side

Pixeleret ko på bæredygtig mission

Is-producenten Ben & Jerry’s har kastet sig ud i at undervise i bæredygtighed og samtidig indsamle penge til fairtrade-formål. Dansk udviklet onlinespil skal ramme de unge på deres hjemmebane.
Af: Susanne Ingemann

I samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke har den alternative is-producent Ben & Jerry’s lanceret et nyt online-computerspil, Fair Chance, der blandt andet støtter fairtrade-handel i Mellemamerika.

Spillet og støtten til Mellemfolkeligt Samvirkes fairtrade-projekter er et dansk bidrag til is-producentens globale mission om at gå all in på Fairtrade – fra udgangen af 2011 vil samtlige af Ben & Jerry’s produkter i Europa være Fairtrade, og resten af verden følger trop i 2013.

Og der har allerede nu været vældig stor interesse for spillet: Knap 10.000 danskere har gamet løs, der er blevet svaret på mere end 300.000 spørgsmål om fairtrade og bæredygtighed, og spillet har indsamlet over 45.000 kroner til Mellemfolkeligt Samvirke.

- Med onlinespillet vil vi vise, at de til tider tunge emner som bæredygtighed, fairtrade og global opvarmning ikke behøver være kedelige og svært tilgængelige. Det er målet, at vi med spillet kan få fat i et nyt og yngre publikum, som på deres egen hjemmebane kan spille og lege sig til betydningsfuld viden om forhold, der berører hele klodens tilstand, siger markedschef for Ben & Jerry’s i Norden John Sjöblom.

Superko
Ifølge konceptmagerne bag spillet, kommunikationsbureauet Revolt, er spillet tænkt og udviklet som en interaktiv måde at lave undervisning og indsamling på samme tid.

Undervisning kommer gennem spillets hovedperson - en pixeleret superko - og indsamlingen foregår ved, at alle point fra de 100 bedste spillere omdannes til kroner og øre, som doneres til Mellemfolkeligt Samvirkes fairtrade-projekter i Mellemamerika.

Historien om de to barndomsvenner og dedikerede aktivister Ben Cohen og Jerry Greenfield, der i 1978 grundlagde Ben & Jerry’s i en renoveret tankstation i Vermont, kender de fleste.

Virksomheden har gennem årene sat fairtrade og klima højt på dagsordenen.

Blandt andet er CO2-udslippet reduceret ved at omlægge transportruter og udvikle let nedbrydelige emballager. Deres bondegårde bruger i stigende grad vind- og solenergi, og selv køerne, der leverer mælken til Ben & Jerry’s flødeis, er på vej til at blive gjort miljøvenlige gennem forskning i foderet.

Og de mener det tilsyneladende alvorligt – for de har afsat i alt 2,4 millioner euro over en femårig periode til kampen mod klimaforandringer.

Prøv Fair Chance-spillet, der er en hyldest til 80’ernes pixelerede arkadespil, her.




Kommentér artikel


Viser resultaterne 1 til 1 af 1
 

03.09.2010 kl. 17:16 SKREV: DorteBruun

Og så fik også Marketing.dk lige lavet en reklameartikel for Ben&Jerrys!!!

Når det handler om is, er det jo vanskellligt at tale om bæredygtighed. Produktion og ikke mindst transport og opbevaring af is er en energisluger! Mon Ben&Jerrys kun har bæredygtige frysere, frysebiler, produktionsanlæg...hmmm??

Ben&Jerrys tilhører den store is-kanon UNILEVER? Ikke meget med gamle hippier, bondegårde og ko-nostalgi!

Har du nogensinde tjekket indholdet af Ben&Jerrys? Det kan godt være, at chokoladen er fairtrade...men der er ingen mælk eller fløde. Så de dersens køers mælk kommer så i isen efter at den er blevet lavet om til alt muligt andet end mælk!

Ben&Jerrys sælger is på deres branding...ikke på kvaliteten af deres produkt. Det er der sådanset ikke noget galt i. Det er der så mange der gør!

 
 
Huset Markedsføring Nordre Fasanvej 113-115, 1. 2000 Frederiksberg Tlf. 38 11 87 87 Fax 38 11 87 47 E-mail: info@markedsforing.dk