Journalisme må ikke forveksles med journalistik. Hvor den sidstnævnte disciplin er baseret på objektiv undersøgelse og fremlæggelse af kendsgerninger, er journalismen en decentraliseret variant af propagandaen, hvor den enkelte journalist stiller sig i en større sags tjeneste og påvirker nyhedsformidlingen ved at fremstille kendsgerningerne subjektivt, såvel i valg af kilder som i sprogføring.
Danmarks statsmonopolradioavis synes at have en række medarbejdere, som ser det som deres fornemste opgave at adfærdsregulere befolkningen, naturligvis altid i godhedens tjeneste.
Forleden morgen fik en medarbejder lov at hærge vores øre ved at genoptage en “sag“ omkring skolebogen “Matematik for 6. klasse“, hvor børnene lærer at regne ved hjælp af navngivne lakridspastiller. I første omgang blev Gyldendal, der har udgivet det kætterske skrift, mistænkt for at benytte sig af illegale sponsorkontrakter. Sådan forholdt det sig ikke, men renhedens redningsmænd bag mikrofon og skærm lod sig ikke standse. For der var nok noget muggent ved det alligevel.
Undervisningsministeren kom i krydsforhør, men ville ikke makke ret. Hun tillod sig at have en anden mening end korsridderen fra Rosenørns Allé, hvis indignationsniveau fremkaldte umiddelbar frygt for hans blodtryk. Fra kl. seks morgen og hver fulde time repeterede “reporteren“ sin historie, den nye vinkel kom kl. 8, da den såkaldte forbrugerombudsmand fik lov at lufte sin betænkelighed ved, at Helle og Hassan skal tvinges til at regne med Gajoler og Läkeroler. Så havde højttaler-hetzeren fundet en talsmand, der afspejlede hans synspunkter, og om nogle uger kan han gentage komedien, når hr. Hade-Jørgensen har udfærdiget et dokument og kan kalde det en sag, som tæller med i årsberetningen og kan danne grundlag for krav om “flere ressourcer“. Nævn i øvrigt bare én statsinstitution, som gør det modsatte.
Ganske vist er der pædagogisk belæg for, at eleverne bliver mere engagerede, når regneopgaverne er konkrete. Og der er ikke nogen undersøgelser, der viser, at skoleeleverne bliver gajolmisbrugere, blot fordi de har jongleret med nogle navngivne lakridspastiller henne på Rughavevejens Skole. Men tvivlen består, og den skal vi lade komme de svage elever til gode. Hvis Staatliches Morgenrundfunk leder længe nok, skal det nok lykkes at finde en seminarielektor i Nørre Nissum, der er “dybt betænkelig“ ved “indoktrineringen“. Det giver grundlag for at repetere forhistorien og baggrunden, og kan man få en talende kålrabi fra Einhetslisten til at synge med i koret, er der basis for at postulere, at sagen nu rejses politisk.
Mærkevarer og reklame er en del af virkeligheden, og hvis fx Shell udsender en undervisningsmappe, må man gå ud fra, at formålet er at gavne Shell’s omdømme. Man kan have den holdning, at skolerne skal steriliseres for alt, hvad der har med kommercialisme at gøre, men det er ikke muligt i praxis, og den ansvarlige folkeskolelærer skal såmænd nok huske at fortælle eleverne, at de skal være på vagt overfor manipulation. Faktisk tyder meget på, at den opvoksende generation har gennemskuet reklamens væsen og formål og selv kan filtrere budskaberne. Hvilket ikke gør livet lettere for den branche, der skal formulere og formidle dem.

Skolebøger har ændret sig en del i årenes løb. I en opgavesamling fra 1885 kan man læse om to hold arbejdere, der hver især skal grave en grøft. Det ene sjak angives at bestå af flittige, det andet af dovne, og nu skal man regne ud, hvor lang tid de to teamskal bruge for at udføre dette anlægsarbejde. Godt, at denne ukorrekte bog for længst er havnet på bålet. I dag slap man ikke godt fra at insinuere, at der findes flittige og dovne mennesker, og SID ville næppe finde sig i en sådan grovhed. Alle mennesker er som bekendt lige, og hvis der er nogle, som ikke arbejder så meget som andre, skyldes det samfundsskabte faktorer, som den samspilsramte ikke selv er herre over.
I 50’erne sad vi og udregnede priser på knive fra Sheffield, bomuld fra Birmingham og smørdritler til Harwich. Dengang antog man stadig, at Storbritannien var en verdensmagt, og at danske skolebørn derfor var nødt til at kunne jonglere med yards, inches og et £ lig 12 pence á 12 shilling á 12 farthings (eller hvordan det nu var, før titalssystemet ydmygede den britiske mønt). Vi gloede ud af vinduet, mens vi trægede os gennem disse uanbringelige kendsgerninger. Sandsynligvis var vi blevet både lykkeligere og dygtigere, hvis Pinocchiokugler (á 0,01 kr.), salmiakstænger til 0,10 kr. og friske negerkys (!) til 0,25 kr. havde fået lov at danne basis for vores taløvelser.
Åh, hvor ville det være forfriskende, hvis den statsejede central for holdningsbearbejdning blev frataget sin eneret til at tvangsfodre os med den daglige dosis morgenhad mod individuel trafik, tobaksrygning og politisk ukorrekte skolebøger.