Danskere blandt årtiets bedste
”Advertising in the Noughties” er overskriften på det britiske marketing-magasin Campaigns seneste kåring af årtiets bedste reklamer.
Kåringen er delt op i en række forskellige under-discipliner, som tv- og biografreklamer, print, dm og virale kampagner, og selv om fokus naturligt er Storbritannien og værker fra britiske bureauer, så er der faktisk også et par ting at glæde sig over set med danske briller.
For på listen over den bedste virale kampagner har Nike-filmen med Ronaldinho, der rammer overliggerne igen og igen listet sig ind på et førsteplads.
Den er kreeret af danske LBi - det tidligere Framfab.
Samtidig sætter Saatchi & Saatchis danske afdeling sig på en 6.plads med filmen ”Dynamite Surfing” for Quiksilver fra 2007.
Ikke ringe på en liste, der desuden rummer virale klassikere som Wieden+Kennedys ”Honda Cog” fra 2003, DDB Chicagos ”Wassup” for Budweiser fra 2000 og Ogilvy & Mather Torontos ”Evolution” for Dove fra 2006.
Og så kan vi som danskere da også glæde os over Campaigns liste over årtiets bedste tv- og biografreklamer. For her indtager Sony-filmen ”Balls” og Guinness-filmen ”Tipping Point” henholdsvis en første og en fjerdeplads.
Det er ganske vist London-bureuaet Fallon, der står bag ”Balls” og ligeledes London-bureauet AMV BBDO, der står bag ”Tipping Point” - men instruktøren bag begge de internationale reklamesucceser er såmænd danskeren Nicolai Fuglsig.
Nomineret til titlen ”Agency of decade” – for sådan et har Campaign også kåret – var henholdsvis Fallon, Mother og Bartle Bogle Hegarty.
Og vinderen blev Mother, hvis showreel kan studeres her.
Årtiets bedste virale kampagner ifølge Campaign.
Årtiets bedste tv- og biografreklamer.


