NYHEDSBREV
Hold dig ajourført 2 gange dagligt.
Tilmeld nyhedsbrev
RSS
RSS feeds
Prisliste
Markedsføring 12-02-2009
Tip en ven Printvenlig side

Aegis Media lancerer nyt bureau

De strategiske og kreative kompetencer hos Aegis Media skal styrkes, og det gøres med etableringen af det kommunikationsstrategiske bureau Deep Blue.
Af: Søren Muncken

Den innovative og strategiske spydspids er det prædikat, som bureaugruppen Aegis Media hæfter på sin seneste satsning, det kommunikationsstrategiske bureau Deep Blue.

– Vi har længe haft stærke kompetencer og rådgivet indenfor kommunikationsstrategi, men det seneste år har vist et stigende behov for at kunne tilbyde vores kunder strategisk sparring inden for marketingdisciplinens mange facetter. Derfor vælger vi nu at styrke og formalisere dette arbejde i Deep Blue, siger administrerende direktør Lars Bo Jeppesen, Aegis Media.

Bureauet skal ledes af Pernille Fruensgaard som kreativ direktør og Malene Birkebæk som administrerende.

Om mediebureauers rådgivning om strategi, innovation og kreativitet siger Pernille Fruensgaard:

– Vi befinder os i en tid, hvor medierne i sig selv er en del af kommunikationen og ikke blot bærer af budskabet. Vi ser en mulighed i markedet for rådgivning om tværmediale og integrerede koncepter, der bygger på både en sund medieforståelse og solide forbrugerindsigter. En mulighed vi gerne fortsat og styrket vil udfylde.

Hun understreger, at den øjeblikkelige økonomiske situation kun øger behovet for dette, hvilket Malene Birkebæk uddyber:

– Vi er allerede i gang med projekter for flere kunder og ser især et behov for bedre strategisk forankring af idé- og konceptudvikling samt for fokus på,. hvordan nytænkning i kommunikationsløsningerne kan levere bedre udbytte af marketinginvesteringerne.

– Mange virksomheder har et behov for et dokumenteret strategisk fundament for deres kommunikation, og netop vores analytiske tilgang til strategi og dybe forbruger- og kanalforståelse er blandt de forcer, vi sætter i spil i arbejdet med kunderne, siger Malene Birkebæk.

Deep Blue, som er et etableret brand i eksempelvis Spanien og Frankrig, arbejder pt med første udgave af Pulse09 – bureauets bud på de vigtigste forbruger- og kommunikationstrends for året, der kommer.

Deep Blue tæller indtil videre fire ”mand”.

I København, sammen med administrerende direktør Malene Birkebæk, sidder strategisk planner Miriam Plon.

Maria Gonzalez bærer samme titel i Århus, hvor også kreativ direktør Pernille Fruensgaard har base.

Kommentér artikel


Viser resultaterne 1 til 2 af 2
 

13.02.2009 kl. 11:33 SKREV: Martin Ove Rasmussen

Jeg har stor respekt for mine konkurrenter, også Carat som har gjort det godt de seneste par år. Jeg har desuden en del af mine tidligere medarbejdere på væsentlige pladser i Lars Bo's organisation.
Men jeg synes Aegis generelt gør en strategisk brøler af dimensioner.
For det første den klassiske fejl, som mediebureauer har været disponent for i årevis. I starten med succes, men på sigt et stort problem. Mediebureaerne i Danmark er generelt meget opportunistiske. Grundet kraftig marginalisering på kerneforretningen, har vi været gode til at udnytte og rykke på nye forretningsområder. Og hver gang på en 'Lean' måde, ved at bruge eksisterende ressourcer. Nogle gange virkelige seniorfolk, men ofte også mere juniorfolk. Under parolen "her er en ny kasket, du er nu sponsorekspert, gå og rådgiv kunderne". Det er gået godt hidtil, fordi de nye forretningsområder reelt har været helt nye og ikke-professionaliseret (sponsoring, digital etc.). Men vores nye veje fører os ind på allerede etablerede og professionaliserede græsgange (strategi, innovation, kreativitet etc.). Respekt for Lars Bo's udnævnelser, men mange år på mediebureau, gør ikke en god strateg, innovationsspecialist eller kreatør/content specialist. Hertil er konkurrencen for hård. Hos Mindshare vi arbejdet med strategi, innovation og content i et par år. Og hentet eksterne tunge specialister fra rådgivnings- og det kreative miljø.
Den anden fejl gælder en stor del af den internationale bureauverden, men særligt Aegis. Silo-tankegang, sub-optimering og mærke-forvirring. Carat, Vizeum, Isobar, iprospect, Posterscope, Promovator, Deep Blue? Er det samme virksomhed, og arbejder de sammen i samme retning for mig som kunde? Virkeligheden er blevet komplekst og kunderne efterspørger enkelhed samt lederskab på tværs af platforme. En højtestimeret Professor Mohan Sawhney fra Kellogg School of Management har meget tydedligt beskrevet ’silo-fiseringen’ som bureaubranchens største problem. Siloerne kvæler langsomt branchen, fordi det er det absolut modsatte af, hvad kunderne efterspørger. Den nære fremtid er en ny bureau-arkitektur med et/få ’master agency of record’, som kan orkestrere de nye marketingløsninger på tværs af interne/eksterne discipliner for kunderne. En nylig rapport fra FutureLab beskriver også, hvordan 360grader integration er én af de vigtigste krav til fremtidens bureau. At Aegis nu opretter endnu en side-geschäft med eget P/L og brand-identitet, og oven i købet ét som skal levere den indledende strategiske og kreative platform er det modsatte af, hvad markedet efterspørger. Hos Mindshare har vi siden midten af sidste år arbejdet på at nedbryde alle sub-brands, afdelinger og øvrige siloer. Vi er én virksomhed, med én bundlinie, og arbejder alle med vores kunder i centrum.

 

13.02.2009 kl. 13:01 SKREV: Malene Birkebæk

Tak for dine input Martin. Jeg kan se, at du arbejder med min. frekvens 2 på dit indlæg ved at lægge det ud på flere platforme. Således må jeg jo følge trop og også gentage min kommentar, som den blev givet i et andet af cyberspaces fora. Vi har også stor respekt for vores konkurrenter, især dem som sætter sig ind i, hvad konkurrenterne laver inden de bruger deres nye initiativer til at promovere egen forretning. Deep Blue er navnet på vores nye strategi-enhed, som er alt andet end en silo men en del af vores samlede P&L (det er alle afdelinger hos Aegis Media, så siloerne må være opfundt i dit hoved), som har rekrutteret 2 ud af 4 folk udenfor mediebureauverdenen (og kun har én medarbejder fra det klassiske bureau), og som arbejder integreret med vores øvrige bureauer i hele arbejdsprocessen. Derfor er vi da meget glade for FutureLabs rapport, for 360graders integration er lige præcis, hvad vi står for, så det tegner jo lyst for vores fremtid. Vi vil undlade at kommentere på Mindshare´s organisation, da vi ikke kender den godt nok til at kunne vurdere om jeres forretningsmodel er integreret eller ej. Lars Bo Jeppesen, Pernille og Malene

 
 
Relaterede artikler
Relaterede bøger
Relaterede kurser
Huset Markedsfring Nordre Fasanvej 113-115, 1. 2000 Frederiksberg Tlf. 38 11 87 87 Fax 38 11 87 47 E-mail: info@markedsforing.dk