Er nødhjælp farlig?
Uhørt, annoncetyveri, ond spiral.
Aidonlines nye bannerkoncept får hårde ord med på vejen. Ikke overraskende fra mediesiden, der nu lover bål, brand, og fogedforbud. Og det er naturligvis en bitter streg i regningen, at et initiativ smurt ind i velgørenhed kommer og tager alle bannerpengene, der i øjeblikket netmediernes eneste seriøse indtægtskilde.
Men Aidonline er ikke overskurk. Bannerannoncering er i forvejen en forretningsmodel under pres. Så sent som i tirsdags gav Berlingske Business spalteplads til en række højtplacerede mediechefer, der alle gav udtryk for, at forretningsmodellen på nettet uundgåeligt må ændres.
Samtidig findes Aidonlines koncept allerede i mange andre former, som eksempelvis adblocker-programmer, der skifter bannere ud med brugerens egne billeder.
Netmediernes voldsomme reaktion på Aidonline lyder derfor en anelse hult.
Det er tilladt at skifte kanal under reklameblokkene, rive svøbet af Urban og skrue ned for The Voice under de irriterende radiospots. Det hyler medierne ikke over, selvom annoncørerne betaler efter seer-, læser- og lyttertal.
Men når bannerne forsvinder, mærkes det prompte i mediepengepungen og fanden males straks på væggen i pangfarver.
Men redningen er ikke at græde voldsommere, det er måske nærmere for alvor at tænke i mere intelligente løsninger på nettet. En bannerklikrate på godt 0,1 procent tyder i forvejen på, at det nuværende format ikke er optimalt.
Mens medierne naturligvis er sure på Aidonline, kan alle andre groft sagt være ligeglade. Aidonline er i stand til at segmentere efter køn, alder, uddannelse og bopæl, hvilket et stykke hen ad vejen betyder, at annoncørerne blot skifter en medieudbyder ud med en ny, der endda giver nødhjælpskarma oveni.
Bureauerne skal lave det, de hele tiden har lavet – bannere ingen ser eller gider klikke på...
Brugerne skal vælge om de vil støtte Bent Falbert og Ekstra Bladet eller en panda på randen af udslettelse.
Taberne er udelukkende medierne, som altid.
Storm i et glas vand
Når FDIMs formand Christian Peytz hævder, at Aidonline kan stjæle en milliard kroner fra netmedierne, er det et scenario med meget lange udsigter.
For når alt er skrevet, skal omfanget af Aidonlines bannertyveri tages med et gran salt. Virksomheden melder godt nok ud, at der er sendt mails ud til en million danskere, men i bedste pr-ånd er der nok tale om en bruttoliste, der ikke tager højde for døde mailadresser og dobbeltadresseringer (fx privat/arbejdsmail).
Et forsigtigt bud fra et mediebureau er, at man skal regne med, at højest 500.000 danskere har modtaget en mail fra Aidonline.
Det vil kandidere til DM-prisen, hvis det skulle give en responsrate på bare 10 procent. Derved er vi nede i 50.000 danskere, som står klar til at benytte Aidonlines produkt. Et omfang, der batter nul og niks.
Endelig lader det til, at Aidonlines (lige lovlige) smarte idé i løbet af et døgn har mistet sympatisører, da et par af de involverede NGO’er sandsynligvis trækker sig fra projektet med begrundelsen, at de helst vil have støtte fra folk, der selv vælger det. Underforstået, at det gør medierne ikke.
Gårsdagens indtog fra Aidonline skal derfor nok fise ud igen, men medierne bør benytte indslaget til at fatte bannerøkonomiens skrøbelighed og seriøst tænke i nye baner.
Kommentér artikel
04.06.2009 kl. 14:29 SKREV: Kim Jong Andersen
Det er fuldstændig korrekt, at Aidonline har en forretningsmodel, der er endnu mere skrøbelig end selv mediernes - og at jeg stærkt tvivler på, om Aidonline nogensinde vil formå at skabe en stærk bundlinie på et så spinkelt grundlag. Hvorfor skulle medierne blive ved med at give kæmperabatter til NGO'erne, hvis selvsamme "kunder" samtidig forsøger at lukrere på mediebetalt content uden at give noget den anden vej?
Når det er sagt, så sætter det igen spotlight på mediernes manglende visioner i retning af en ny og mere bæredygtig forretningsmodel for deres online presence. Hvis de fremadrettet skal bevare en fornuftig omsætning på bannerannoncering, er der ingen vej udenom: der skal tænkes i nye formater og samarbejdsmuligheder og annoncørerne/bureauerne skal være med til at bane vejen for disse sammen med medierne. Det kræver noget mere dokumentation - men jeg kan fortælle, at jeg netop har taget initiativ til et pilotprojekt, der vil tilvejebringe den dokumentation, så vi om kort tid forhåbentlig kan påvise, at de nye formater er vejen frem.
Når det så er sagt, så kan medierne næppe leve alene på nye formater. Der skal flere content sponsorer med på vognen, mediernes bagkataloger skal aktiveres og monetizes, flere funktionaliteter skal widgetizes og deportaliseres, der skal indgås partnerskaber herom etc. etc.
At tro på, at man blot kan bede brugerne om betaling for artikler af mere nicheagtig karaktér, kræver at det ikke alene er niche - men at det er suveræn nichekvalitets content - og har medierne de journalister/bidragsydere, der kan frembringe det ift. de virkelige, internationale niche sites? I don't think so...
Men anyways - det medierne savner og mangler er p.t. både en stærk vision og stærkt lederskab, hvad angår en ny online forretningsmodel. Så længe, at de mennesker der skal udvikle denne, ikke modtager de investeringer, det kræver på en i forvejen udsultet platform, så er der ikke tale om udvikling men om afvikling.
Kim Jong Andersen,
Kontaktdirektør, Hello Group
Der er ingen tvivl: medierne har stærkt brug for en hjælpende hånd. Almindelig beskedenhed forbyder mig dog at pege på, hvem der i givet fald kan give den.
04.06.2009 kl. 22:50 SKREV: Christen Monberg
Man kan ikke affærdige kritikken med at medierne bare kan lave en ny forretningsmodel, hvis man ikke antydningsvis kan komme med et bud på hvordan den i givet fald skal se ud.
Egentlig minder forholdet om sagen om 'dybe links', altså hvor en nyheds-site ikke selv ville producere indhold, men udelukkende linke til online-avisers sider. Så vidt jeg husker faldt der dom imod konceptet. Så mon ikke AidOnline har en ret dårlig sag hvis og når den kommer for en dommer?
10.06.2009 kl. 23:12 SKREV: Jimmy Mortensen
Man skal godt nok lede længe efter så svag en holdning. Er din begrundelse for retfærdigheden af projektet, at "50.000 ikke batter så meget"? Hvornår batter det så? Når de 50.000 sender en mail videre til deres venneliste og langsomt bliver tallet øget til 250.000?
Hvori kan Huset Markedsføring gøre sig til dommer for hvorvidt en procentdel af mediers omsætning som skal gå til velgørenhedsorganisationer? Hvor stor en procentdel syntes i så er acceptabelt?
Det er kun at håbe at der dog findes så meget selvjustits i disse organisationers markedsføringsmoral at konceptet langsomt vil gå til grunde.
Jeg ville som virksomhed ikke turde sættes i forbindelse med aidonline. Tør man som organisation virkelig godt miste store muligheder for markedsføring i medierne, fordi man i glædens rus vil høste lidt guld?
12.06.2009 kl. 10:35 SKREV: Anders Christiansen
@Jimmy Mortensen: Læs lige igen. Kommentaren er ikke et forsvar for Aidonline, men et opråb om, at bannerøkonomien er skrøbelig. De 50.000-mails er nævnt for at slå koldt vand i blodet på dem, der straks gik i panik over aidonlines påstand om at 1 million danskere havde fået en mail og fdims udmelding om at aidonline kan stjæle op til en mia. kroner. Men nu er hele miseren jo gået i sig selv igen.